Til dig der ikke ved hvad GoT står for, og til dig der ligger vågen af spænding mens du venter på sidste sæson af tv-serien “Game of Thrones”; her får I begge den podcast I har ventet på i årevis, nemlig programmet der taler om “Game of Thrones” så det både er svimlende nørdet og imponerende almengyldigt. Game of Thrones regnes for at være en af de allermest sete tv-serier nogensinde. I anledningen af, at serien den 14. april 2019 går ind i finalesæsonen, hvor slaget om Westeros’ fremtid vil blive afgjort, præsenterer Radio24syv programserien Vinteren Kommer. Gennem syv programmer vil lektor ved Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet og forfatter bag bøgerne Vinteren Kommer (2016) og Vinteren er Kommet (2018), Steen Beck, bygge bro mellem på den ene side populærkulturens sans for ramasjang og skarpt skårede intriger og på den anden side Vesterlandets store idehistoriske diskussioner om menneske, samfund og kosmos fra oldtiden til i dag. Programmerne vil granske temaer såsom arkitektur, økonomi, magt, køn, religion og kærlighed. Det er ikke hver dag, man støder på fortællinger, der spænder så vidt.